Sommerblomster blomstrer længe
Sommerblomster er etårige planter, som har deres højsæson om sommeren
og går til grunde om vinteren. Sommerblomster er planter, der stammer
fra varmere geografiske områder, og som derfor kun kan dyrkes som
etårige i Danmark. Sommerblomster har en række funktioner:
- Fylder huller i staudebedet
- Giver farve til en nyanlagt have
- Fylder krukker og ampler
- Giver materiale til buketter og dekorationer
- Dekorerer drivhus og vinterhave
Sommerblomster er billige og nemme at dyrke, og de har en lang
blomstringstid i forhold til stauder. Der er flere måder at dyrke
sommerblomster på – afhængig af art og tid på året:
- Man kan udplante sommerblomster som færdige planter
- Man kan forspire sommerblomster i vindueskarm eller drivhus
- Man kan så frø fra sommerblomster direkte i bedet

Mamelukærmer er nemme sommerblomster
De første sommerblomster
Hornvioler eller stedmoderblomster (viola-hybrider) er eksempler på
kortlivede stauder, der dyrkes som sommerblomster (etårige). De
blomstrer i april-juni, og er således nogle af de første sommerblomster
der kan plantes ud. De udplantes typisk som færdige planter og fås i
butikkerne allerede fra februar. De er gode til at fylde huller i bede.
Som så mange andre sommerblomster ser de ikke ud af så meget, lige når
man køber dem. De breder sig imidlertid hurtigt til firedobbelt
størrelse. Man kan forlænge blomstringen, hvis man nipper de visne
blomster af.

Hornvioler dyrkes som sommerblomster
Sommerblomster er gode afskæringsblomster
Der er sommerblomster til alle typer af haver fra den formelle til
den vilde. Uanset havestil er det smart at etablere et sted i haven,
hvor der kan gro snitblomster.
Mange sommerblomster er uhyre velegnede til blomsterdekorationer og
vaser. De kan med fordel plantes i køkkenhaven for at gøre denne mere
dekorativ. Valmue, frøkenhat, løvemund, morgenfrue og ærteblomst er
eksempler på sommerblomster, der er velegnede som snitblomster.

Morgenfruer i oktober
Ingen kommentarer:
Send en kommentar