Nyd glæden og sundheden ved at dyrke dine egne lægeurter
og spar samtidig penge på kosttilskud og naturmedicin. Dyrkning af
lægeurter har i en lang årrække været en glemt fornøjelse, hvorimod
dyrkningen af de velsmagende krydderurter har vundet stærkt frem.
Hvorfor ikke dyrke dem begge? Mange urter er faktisk både lægeurter og
krydderurter, men bliver kun brugt som krydderurter, og det er da en
skam
Nogle af de mest almindelige, helbredsmæssige problemer
som mange døjer med - f.eks. depression, stress, angst, uro,
søvnløshed, manglende energi og problemer i overgangsalderen - dem
findes der lægeurter imod, og de er både effektive, og har meget færre
eller ingen bivirkninger i forhold til konventionel medicin.
Hvilke lægeurter skal jeg dyrke?
Før du går i gang med at udvælge, hvilke lægeurter du vil dyrke, er det
en god idé at tage udgangspunkt i dit eget helbred. Hvilke lægeurter har
du brug for? Herunder har vi lavet en lille liste over de mest
almindelige, helbredsmæssige problemer, og de lægeurter der kan afhjælpe
disse:
Angst, uro, bekymringer og søvnløshed
Mod ovenstående problemer er baldrian, citronmelisse, humle og kamille
nogle af de lægeurter, som kan hjælpe dig. De virker alle beroligende på
hver deres måde.
Depression og nedtrykthed
Mod ovenstående problemer er prikbladet perikum den lægeurt, som kan
hjælpe dig. Den virker positivt på mængden af serotonin i hjernen
ligesom konventionelle lykkepiller.
Hormonelle problemer, PMS, uregelmæssige menstruationer, hedeture og gener i overgangsalderen
Mod ovenstående problemer er kinesisk kvanurt, kyskhedstræ, røllike og
sølvlys nogle af de lægeurter, som kan hjælpe dig. De laver alle balance
i hormonsystemet på hver deres måde.
Stress, udbrændthed og manglende energi
Mod ovenstående problemer er ginseng, lakridsrod, rosenrod og russisk
rod nogle af de lægeurter, som kan hjælpe dig. De virker alle
stressdæmpende og giver positiv energi på hver deres måde.
Hvordan bruger jeg hjemmedyrkede lægeurter?
Når du køber kosttilskud eller naturmedicin i en helsekostforretning
eller på apoteket, så står der på emballagen, hvor meget du skal tage,
og hvor tit du skal tage det. Det gør der selvfølgelig ikke på dine
hjemmedyrkede lægeurter. Vi har derfor lavet en lille guide til dig:
Det første du skal vide om lægeurter, er, at de skal tages kontinuerligt
i en periode for at opnå den fulde effekt. Typisk 1-3 uger. Herefter
har du glæde af den fulde effekt, indtil du engang stopper med at tage
dem. Lægeurter adskiller sig således fra konventionel medicin, som i
mange tilfælde virker akut. Dette er den mest almindelige årsag til, at
nogle mennesker ikke får den ønskede effekt ved at tage lægeurter - de
har ganske enkelt ikke taget dem længe nok. Så husk at være tålmodig.
Det næste du skal vide om lægeurter, er, hvordan du indsamler dem. Du
skal selvfølgelig vide, hvilken del af lægeurten som skal bruges. Er det
bladene, blomsterne eller roden? Eller måske en kombination af disse?
Når du har styr på det, kan du begynde at tage af de nødvendige dele.
Nogle lægeurter står fremme året rundt, og der kan derfor løbende tages
daglige, friske forsyninger. Andre lægeurter forsvinder i
vinterhalvåret, og de må derfor konserveres. De lægeurter der forsvinder
i vinterhalvåret, kan f.eks. konserveres ved tørring.
Det sidste du skal vide om lægeurter, er, hvor meget du skal indtage. En
passende dosis vil som regel være 1 tsk. lægeurt 1-3 gange om dagen,
uanset hvilken lægeurt der er tale om. Du kan f.eks. starte med en tsk.
om dagen og hæve dosis senere, hvis du finder det nødvendigt. En lægeurt
kan indtages på flere måder. Den kan bruges som drys i en salat eller
rives i en gryderet. Den kan blendes i en smoothie. Eller den kan
drikkes som te (friske urter skal trække omkring ½ minut i kogende vand,
mens tørrede urter skal trække et par minutter).
Bemærk: Du kan være overfølsom overfor én eller flere
lægeurter, opleve bivirkninger eller overdosere - ligesom det kan ske
med konventionel medicin. Start derfor altid med en lille dosis og stop
straks med at indtage en lægeurt hvis du oplever stærke bivirkninger.
Hej... Du skriver en tak. F.eks baldrian, er det bladene der er tørret eller?.
SvarSlet